Det var ikke en mus

Det begyndte egentlig meget enkelt. En af vores kolleger på kontoret var på ferie, da manden derhjemme ringede med en opgave:

“Du skal hjem og fange mus.”

Så måtte hun jo på musejagt, når hun kom hjem. Og når man arbejder hos Pestibus og elsker at lære, føler man sig måske også en lille smule bedre rustet end de fleste.

Hun spørger nemlig meget. Når vores skadedyrsbekæmpere deler deres erfaringer fra marken, lytter hun med. Hun har lært, at en mus ikke nødvendigvis bare er en mus. Der bliver talt om husmus, markmus og halsbåndmus – og om forskelle i lyde, ekskrementer og andre spor.

Men som historien skulle vise, er der stadig et godt stykke fra at vide en masse til selv at være skadedyrsbekæmper.

Musejagten gik i gang

Da hun kom hjem, blev der sat en almindelig musefælde op. Den klappede, men der var ingen mus i den.

Hvis dyret kunne udløse fælden uden at blive fanget, var det måske større end en almindelig lille mus? Så måtte det måske være en halsbåndmus.

Der var også ekskrementer, men de virkede ikke så store, som hun havde forventet fra en rotte. Hun havde kun hørt dyret én gang, og det lød heller ikke som den aktivitet, hun gennem samtalerne på arbejdet var kommet til at forbinde med rotter.

Tegnene passede altså ikke særlig godt med hendes eget billede af en rotte. En stor og lidt snu mus virkede mere sandsynlig.

Rottefælderne kom alligevel med hjem

Hun talte med vores skadedyrsbekæmpere og viste dem de billeder, hun havde. De havde kun billederne og hendes beskrivelse at gå ud fra – de havde ikke selv undersøgt køkkenet.

Men deres råd var klart: Få det meldt ind.

Det er også det, vi fortæller borgere fra kontoret: Har man mistanke om rotter, skal man reagere. Man behøver ikke først selv afgøre præcis, hvilket dyr man har med at gøre.

Alligevel sad halsbåndmusen fast i hovedet. Hun fik lov til at tage rottefælder med hjem. De blev sat op, og der skete … ingenting.

En usædvanligt snu halsbåndmus

Samtidig blev al mad fjernet og lukket inde. Da der blev stille, opstod endnu en teori: Måske havde den første musefælde ramt dyret, så det nu lå dødt et sted?

Det lød næsten sandsynligt – lige indtil der få dage senere igen var blevet spist af brødet.

Nu skulle det være nok.

Der kom fælder i skuffen, under skufferne og tre fælder omkring hullet under køkkenvasken. Alligevel kunne de stadig høre dyret gnave.

Hvordan kunne det blive ved med at komme forbi? Det måtte efterhånden være en temmelig snu halsbåndmus.

Rotten blev anmeldt med det samme

Da det stod klart, at der var tale om en rotte, stoppede musejagten. Vores kollega forsøgte ikke selv at fjerne rotten. Hun anmeldte den straks til kommunen og lod den kommunale rottebekæmpelse tage over.

Det er også den fremgangsmåde, vi anbefaler: Ser man en rotte eller tegn på rotter, skal det anmeldes til kommunen. Man behøver ikke selv løse mysteriet først.

Når kontoret også kan tage fejl

Vi kan selvfølgelig godt smile lidt af historien bagefter. Vores kollega havde efterhånden opbygget en hel forklaring på, hvorfor det måtte være en halsbåndmus.

Først var det en mus. Så måtte det være en halsbåndmus. Derefter havde musefælden måske ramt den, og til sidst var den blevet til en usædvanligt snu halsbåndmus, der kunne finde vej mellem alle fælderne.

Der var bare ét problem med teorierne:

Det var stadig ikke en mus.

Derfor gætter vi ikke fra kontoret

Historien fortæller meget godt, hvorfor vi arbejder, som vi gør hos Pestibus. Vores kontorpersonale lærer hele tiden. Vi spørger skadedyrsbekæmperne, lytter til deres erfaringer og bliver klogere på de tegn, som borgere og kunder fortæller os om.

Men det gør os ikke til skadedyrsbekæmpere. Der er forskel på den viden, man samler op på kontoret, og den faglige og praktiske erfaring, der opbygges ude på opgaverne.

Derfor forsøger vi ikke at afgøre over telefonen, præcis hvilket dyr en borger har i huset. Vi lytter, spørger ind og anbefaler, at der bliver reageret, hvis der er mistanke om rotter – også selv om man endnu ikke er sikker.

Du kan læse mere om rotter, mus og professionel bekæmpelse hos Pestibus.

En erfaring mere at tage med

Næste gang telefonen ringer, og en borger siger “jeg tror bare, det er en mus”, har vores kollega fået en erfaring mere at tage med sig.

Hun ved nu, hvor let det er at få tegnene til at passe med den forklaring, man selv synes virker mest sandsynlig. Også når man arbejder hos Pestibus, elsker at lære og har hørt om både husmus, markmus og halsbåndmus.

Nogle gange skal der simpelthen en skadedyrsbekæmper til – især når man står med telefonen i hånden og må spørge:

“Dette er ikke en mus, er det?”

Nej.